Privatlivspolitik
Zilo analyserer offentligt webindhold og hjælper dig med at skrive. Her står præcis hvilke data det kræver, hvem de sendes til, og hvad du kan bede os om.
Senest opdateret: 25. august 2026
1. Dataansvarlig
Passioness ApS, Jakob Dannefærds Vej 14, 1973 Frederiksberg, CVR 46510569, er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger i Zilo. Spørgsmål om denne politik sendes til hej@zilo.dk.
2. Hvilke oplysninger vi behandler
- Kontooplysninger. Din e-mailadresse og din adgangskode. Adgangskoden gemmes udelukkende som et krypteret hash hos Supabase - vi kan ikke se den. Din organisation får automatisk navn efter den første del af din e-mailadresse.
- Det du laver i produktet. Dine analyser (søgeord, land, enhed), dine dokumenter og udkast, deres versionshistorik, scores og eventuelle delelinks.
- Fejl- og driftsdata. Tekniske fejlbeskeder, når noget går galt.
- Feedback, du selv sender. Bruger du feedback-knappen i produktet, gemmer vi din besked sammen med din e-mailadresse (så vi kan svare) og teknisk kontekst - hvilken side du var på, det aktuelle søgeord og din browsertype.
- Bestiller du et gratis AI-synlighedstjek. Vi gemmer firmanavn, domæne, søgeord og din e-mailadresse - dels for at kunne lave og sende rapporten, dels fordi tilbuddet gælder ét tjek pr. domæne. Sætter du samtidig flueben i feltet om nyheder, gemmer vi også, at du gjorde det, hvornår, og præcis hvilken tekst du sagde ja til. Fluebenet er frivilligt: rapporten leveres uanset.
Ud over den browsertype, du sender med en feedback, logger Zilo ikke brugeradfærd eller enhedsoplysninger i selve applikationen. Én undtagelse: når formularerne her på sitet indsendes, bruger vi afsenderens IP-adresse til at begrænse, hvor mange indsendelser der kan komme på ti minutter. Den holdes udelukkende i serverens arbejdshukommelse i det tidsrum, skrives aldrig til databasen og kobles ikke til din indsendelse. Vores leverandører fører deres egne drifts- og sikkerhedslogs som led i at levere deres tjenester.
3. Formål og retsgrundlag
- Levering af tjenesten - oprettelse af konto, gennemførelse af analyser, lagring af dine dokumenter. Grundlag: opfyldelse af aftalen, databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b.
- Drift, sikkerhed og fejlretning - overvågning af fejl og misbrug. Grundlag: vores legitime interesse i en sikker og fungerende tjeneste, artikel 6, stk. 1, litra f.
- Behandling af feedback - for at forstå, svare på og forbedre produktet ud fra det, du sender os. Grundlag: vores legitime interesse i at udvikle tjenesten, artikel 6, stk. 1, litra f.
- Fakturering og bogføring - Grundlag: opfyldelse af aftalen og retlig forpligtelse, artikel 6, stk. 1, litra b og c.
- Nyheder og tips - hvis du aktivt har sagt ja, sender Zilo og Passioness dig nyheder, tips og produktopdateringer på mail. Grundlag: dit samtykke, artikel 6, stk. 1, litra a. Du kan altid afmelde dig via linket nederst i mailen - det virker med det samme og uanset, om du har en konto hos os. Har du en konto, kan du også slå det til og fra under Indstillinger; de to steder viser det samme. Vil du hellere skrive til os, så send en mail til hej@zilo.dk - så fjerner vi dig alle de steder, vi har registreret dit samtykke. At trække samtykket tilbage påvirker ikke lovligheden af den behandling, der skete inden.
4. Underdatabehandlere
For at levere Zilo sender vi data videre til følgende leverandører. Listen afspejler, hvad produktet faktisk gør i dag:
| Leverandør | Formål | Hvad sendes | Juridisk enhed og sted |
|---|---|---|---|
| Supabase | Database og login | E-mail, adgangskode (hashet), organisation, analyser, dokumenter og versionshistorik | Supabase Pte. Ltd. (Singapore) - data lagres i Stockholm |
| Vercel | Hosting og drift af selve applikationen | Al trafik til og fra Zilo passerer her; Vercel fører sine egne driftslogs | Vercel Inc. (USA) |
| Inngest | Kører analysen som baggrundsjob | Analysens søgeord og mellemresultater - søgeresultater, konkurrentsiders termer og AI-svar. Dit eget udkast sendes ikke hertil | Inngest Inc. (USA) |
| Anthropic (Claude) | Sprogmodel | Indhold fra crawlede konkurrentsider - og, når du beder Zilo skrive et afsnit, slutningen af dit eget udkast samt dine overskrifter | Anthropic Ireland Ltd. (Irland) - data lagres i USA |
| DataForSEO | Søgeresultater og AI-synlighed | Dit søgeord, land og enhed. Ved AI-synlighedsopslag sendes søgeordet videre til OpenAI, Perplexity, Google og Anthropic via DataForSEO | DataForSEO OÜ (Estland), med kontor i Ukraine |
| Firecrawl | Henter sideindhold | De konkurrent-URL’er analysen finder - og den URL, du selv beder om at få importeret | SideGuide Technologies, Inc. (USA) |
| Voyage AI | Grupperer termer efter betydning | Enkeltstående ord og fraser fra konkurrentsider. Dit udkast sendes aldrig hertil | Voyage AI Innovations, Inc., MongoDB-koncernen (USA) |
| Stripe | Betaling og abonnement | Din e-mailadresse, organisationens id, firmanavn, faktureringsadresse og CVR-nummer. Kortoplysninger indtaster du direkte hos Stripe - de passerer aldrig gennem Zilo, og vi har ikke adgang til dem | Stripe Payments Europe, Ltd. (Irland) - data overføres til Stripe, LLC i USA |
| Sentry | Fejlovervågning | Tekniske fejlbeskeder. Vi har ikke slået indsamling af IP, cookies eller headers til, men en fejlbesked kan indeholde en URL eller et id | Functional Software, Inc. (USA) - vi bruger deres EU-region i Frankfurt |
| Resend | Sender os besked, når du indsender feedback eller en formular her på sitet | Din feedback-tekst, din e-mailadresse (så vi kan svare) og teknisk kontekst - hvilken side du var på, det aktuelle søgeord og din browsertype. Ved beta-tilmelding eller bestilling af et gratis AI-synlighedstjek: firmanavn, domæne, søgeord og e-mailadresse | Plus Five Five, Inc. / Resend (USA) - mails sendes via EU-regionen (Irland) |
Databasen og login ligger hos Supabase i EU (Stockholm), og fejlovervågningen kører i Sentrys EU-region i Frankfurt. Flere af leverandørerne er etableret uden for EU/EØS, primært i USA - og Supabase er en singaporeansk enhed, selv om data lagres i Stockholm.
Grundlaget for de overførsler er ikke det samme hele vejen rundt, så her står det leverandør for leverandør. DataForSEO er estisk, og Anthropics kontraktpart for kunder i EU/EØS er det irske selskab - for dem er der ingen overførsel ud af EØS på aftaleniveau. Vercel og Resend er certificeret under EU-US Data Privacy Framework. For Supabase, Firecrawl, Voyage AI og Sentry hviler overførslen på EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser i leverandørens egen databehandleraftale.
Én undtagelse, som vi hellere skriver end lader dig opdage: Inngest, der kører analysen som baggrundsjob, har vi endnu ikke en underskrevet databehandleraftale med. Vi er ved at få den på plads. Indtil da skal du vide, hvad der faktisk sendes dertil: analysens søgeord, tekniske id'er og mellemresultater fra søgemaskiner og offentlige konkurrentsider. Dine dokumenter og udkast sendes ikke til Inngest.
5. Om AI-behandlingen - det vigtige
Zilo bruger sprogmodeller to steder, og de behandler forskellige data. Det skal du kende forskellen på:
- Når du kører en analyse sender vi indholdet fra de konkurrentsider, vi har hentet, til Anthropic, så modellen kan udtrække termer, emner og spørgsmål. Det er offentligt tilgængeligt webindhold - ikke dit eget.
- Når du beder Zilo skrive et afsnit sender vi slutningen af dit eget udkast (de sidste ca. 1.500 tegn) og listen over dine overskrifter til Anthropic sammen med analysens brief. Det er nødvendigt, for at teksten kan fortsætte i din tone og ikke gentage det, du allerede har skrevet. Skriver du et helt dokument afsnit for afsnit, vil store dele af det derfor have passeret Anthropic.
Vi bruger ikke dit indhold til at træne AI-modeller, og vi sælger ikke data videre. Anthropic - den eneste leverandør, der ser dine udkast - må efter sine erhvervsvilkår ikke træne modeller på kundeindhold.
Vil du ikke have dit udkast sendt til en sprogmodel, så lad være med at bruge AI-genereringen - resten af Zilo, herunder score og forslag, beregnes uden at dit udkast forlader systemet.
6. Cookies
Zilo bruger kun strengt nødvendige cookies. Der er ingen analytics, ingen trackingpixels og ingen markedsføringscookies i produktet.
- Sessionscookie (
sb-…-auth-token) - holder dig logget ind. Sættes af Supabase’ login-bibliotek. - Login-verifikationscookie (
sb-…-code-verifier) - midlertidig, bruges under selve login og e-mailbekræftelsen.
Fordi vi udelukkende bruger cookies, der er nødvendige for at tjenesten virker, kræver de ikke samtykke - og derfor har vi bevidst ikke sat et cookiebanner op. Skrifttyper hostes af os selv, så din browser ikke kontakter Google, når du bruger Zilo.
7. Hvor længe vi gemmer data
Vi gemmer dine analyser og dokumenter, så længe din organisation er aktiv - de slettes ikke automatisk efter en periode. Sletter du en analyse i produktet, slettes dens dokumenter, versionshistorik og delelinks med.
Vil du have din konto og alt tilhørende indhold slettet, skriver du til hej@zilo.dk. Vi sletter uden unødigt ophold og senest 30 dage efter din anmodning, bortset fra hvad vi skal gemme efter bogføringsloven.
Resultater fra søgemaskiner gemmer vi i syv dage, og sider, vi har hentet fra nettet, i 30 - i begge tilfælde så vi ikke skal hente det samme igen, og i begge tilfælde kan de genbruges på tværs af kunder. Det er offentligt webindhold, ikke dine data. En ugentlig oprydning sletter det, der er løbet ud.
Én undtagelse, så du ikke bliver overrasket: en hentet side, der indgår som kilde i en af dine analyser, bliver liggende, så længe analysen gør - ellers ville analysen miste sit eget grundlag. Den slettes sammen med analysen.
Bestillinger af det gratis AI-synlighedstjek gemmer vi, så længe tilbuddet findes - det er dem, der afgør, at der kun laves ét tjek pr. domæne. Har du sagt ja til nyheder, gemmer vi dit samtykke, indtil du trækker det tilbage, og derefter dokumentationen for det i to år, så vi kan vise, at mailen var lovlig. Vil du have din bestilling slettet, skriver du til hej@zilo.dk.
8. Sikkerhed
Al trafik er krypteret (TLS). Data er adskilt pr. organisation direkte i databasen med row level security, så én kundes indhold ikke kan læses af en anden. Adgangskoder hashes af Supabase og er ikke tilgængelige for os.
Vær opmærksom på, at delelinks giver adgang uden login. Alle med linket kan åbne dokumentet, indtil linket inddrages.
9. Dine rettigheder
Du har ret til indsigt i, berigtigelse og sletning af dine personoplysninger, ret til begrænsning af behandlingen, ret til dataportabilitet og ret til at gøre indsigelse. Skriv til hej@zilo.dk, så svarer vi inden for en måned.
Er du utilfreds med vores behandling, kan du klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby - datatilsynet.dk.
10. Ændringer
Ændrer vi denne politik væsentligt, giver vi besked pr. e-mail til den adresse, der er tilknyttet din organisation. Datoen for seneste opdatering står øverst på siden.