Handelsbetingelser
Zilo er i beta. Betingelserne her beskriver, hvad du kan forvente af os i den fase - og hvad vi forventer af dig.
Senest opdateret: 25. august 2026
1. Aftaleparter
Disse handelsbetingelser gælder mellem Passioness ApS, Jakob Dannefærds Vej 14, 1973 Frederiksberg, CVR 46510569 (”Zilo”, ”vi”, ”os”) og den virksomhed, der opretter en organisation i Zilo (”kunden”, ”I”).
Zilo sælges kun til erhvervsdrivende. Aftalen er ikke omfattet af forbrugerbeskyttelsesregler, herunder fortrydelsesret.
2. Beta - hvad det betyder
Zilo er under aktiv udvikling og udbydes som beta. Enhver erhvervsdrivende kan oprette en konto og tegne et abonnement, men produktet er ikke færdigt. Det har konkrete konsekvenser, I skal kende, før I tager det i brug:
- Funktioner kan ændre sig. Vi kan tilføje, ændre og fjerne funktioner med kort varsel, hvis det er nødvendigt for at udvikle produktet færdigt.
- Score-modellen er versioneret og kan ændre sig. Content-scoren beregnes af en model, der har et versionsnummer, og som løbende kalibreres. Den samme tekst kan derfor få en anden score efter en modelopdatering. Scoren er et arbejdsredskab - ikke et objektivt mål og ikke et løfte om placeringer.
- Ingen SLA. Vi giver ingen garanti for oppetid, svartider eller reaktionstid på support. Vi tilstræber at svare på henvendelser samme arbejdsdag, men det er en hensigt, ikke en forpligtelse.
- Data kan gå tabt. Vi tager backup, men i en beta bør I ikke opbevare indhold udelukkende i Zilo. Gem det, I ikke kan undvære, et andet sted også.
3. Adgang, brugere og deling
Adgang gives til en organisation, ikke til en enkelt person. I kan oprette det antal brugere, I har brug for, uden ekstra betaling. I er ansvarlige for jeres brugeres handlinger og for at fjerne adgang, når en medarbejder ikke længere skal have den.
Dokumenter kan deles via delelinks. Alle med et delelink kan læse - og afhængigt af linkets rolle redigere - dokumentet uden at logge ind. I er ansvarlige for, hvem I sender links til, og for at inddrage dem igen, når de ikke skal bruges længere.
4. Jeres indhold
I ejer det indhold, I skriver, importerer og gemmer i Zilo. Vi får alene den brugsret, der er nødvendig for at levere tjenesten - det vil sige at opbevare, behandle og sende indholdet til de underleverandører, der er beskrevet i privatlivspolitikken.
I indestår for, at I har ret til det indhold, I lægger ind, og til at lade os hente de URL’er, I beder om at få importeret eller analyseret.
5. Priser og betaling
Alle priser er i danske kroner og ekskl. moms. De gældende planer og priser fremgår af prissiden.
I vælger selv, om I vil betale månedsvis eller årligt:
- Månedlig betaling. Beløbet opkræves forud for én måned ad gangen og fornys automatisk hver måned.
- Årlig betaling. Hele årets beløb opkræves forud én gang og dækker de følgende 12 måneder. Årsprisen svarer til 10 måneders pris - 2 måneder er gratis - og det samlede beløb fremgår af prissiden og af betalingssiden, inden I bekræfter købet. Abonnementet fornys automatisk for et nyt år.
Årlig betaling kan vælges på planerne Basis, Pro og Bureau. Øvrige planer faktureres månedsvis.
Betaling sker med betalingskort gennem vores betalingsudbyder, når I vælger en plan i produktet. Efter aftale kan vi i stedet sende en faktura; betalingsfristen fremgår da af fakturaen. Ved for sen betaling kan vi opkræve renter og rykkergebyr efter renteloven og lukke adgangen, indtil beløbet er betalt.
Vi kan ændre priserne med 30 dages varsel pr. e-mail. En prisændring får virkning fra den førstkommende betalingsperiode efter varslet - har I betalt for et år forud, gælder den nye pris altså først ved næste årlige fornyelse. Vil I ikke acceptere en prisændring, kan I opsige aftalen, så den ophører, inden den nye pris træder i kraft.
Tilbyder vi en introrabat, gælder den fra jeres tilmelding og så længe abonnementet løber uafbrudt. Rabatten er en procentsats af den til enhver tid gældende pris - ikke en fast pris. Ændrer vi prisen efter afsnittet ovenfor, følger jeres pris med, men rabatsatsen består. Opsiges abonnementet, bortfalder rabatten, og en ny tilmelding sker til de vilkår, der gælder på det tidspunkt. Introrabatten gælder både månedlig og årlig betaling, og ved årlig betaling kommer den oven i de 2 gratis måneder. Rabatter og rabatkoder kan ikke kombineres - I får den, der er højest.
6. Kvoter og fair use
Hver plan har et antal analyser pr. måned. Re-scoring, deling, import og versionshistorik er ubegrænset. En analyse kan genkøres maks. 3 gange i døgnet, og AI-generering af tekst er omfattet af en fair use-grænse, hvor vi først advarer og derefter kan blokere ved væsentlig overskridelse. De konkrete tal fremgår af prissiden og af forbrugsvisningen inde i produktet.
7. Varighed og opsigelse
Aftalen løber, indtil den opsiges, og der er ingen bindingsperiode ud over den betalingsperiode, I har valgt. Begge parter kan opsige med virkning fra udgangen af den løbende betalingsperiode: ved månedlig betaling udgangen af den løbende måned, ved årlig betaling udgangen af den løbende 12-måneders periode.
En opsigelse stopper den automatiske fornyelse. I beholder adgangen resten af den periode, I allerede har betalt for, og opkræves ikke igen.
Betalte beløb refunderes ikke. Opsiger I midt i en periode, I har betalt forud - for eksempel midt i en årsperiode - får I ikke restbeløbet tilbage, men beholder til gengæld adgangen perioden ud. Aftalen er en erhvervsaftale uden fortrydelsesret, jf. punkt 1. Opsiger vi aftalen, uden at I har misligholdt den, tilbagebetaler vi derimod den forholdsmæssige del af et forudbetalt beløb, der dækker tiden efter ophør.
Opsigelse sker i betalingsportalen under Indstillinger eller ved besked til hej@zilo.dk.
Ved ophør lukkes adgangen til produktet. Kontakt os, hvis I vil have jeres indhold udleveret eller slettet - se privatlivspolitikken. Vi kan lukke adgangen uden varsel ved misbrug, manglende betaling eller brug, der belaster eller skader tjenesten.
8. Ansvarsbegrænsning
Zilo er et beslutningsstøtteværktøj. Vi giver ingen garanti for placeringer i Google eller for omtale i AI-svar, og en høj content-score er ikke et løfte om resultater.
Analyserne bygger på data fra tredjeparter - søgeresultater, konkurrentsider og sprogmodeller - som kan være ufuldstændige, forsinkede eller forkerte, og som ændrer sig uden for vores kontrol. I bør altid vurdere anbefalingerne fagligt, før I handler på dem.
Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af goodwill eller tab af data. Vores samlede ansvar er i alle tilfælde begrænset til det beløb, I har betalt for Zilo i de 12 måneder, der går forud for det forhold, kravet angår.
Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller hvor ansvar ikke kan fraskrives efter dansk ret.
9. Behandling af personoplysninger
Vores behandling af personoplysninger er beskrevet i privatlivspolitikken, herunder hvilke underdatabehandlere vi bruger. Behandler vi personoplysninger på jeres vegne, indgår vi en databehandleraftale på jeres anmodning.
10. Ændringer af betingelserne
Vi kan ændre disse betingelser med 30 dages varsel pr. e-mail til den adresse, der er tilknyttet jeres organisation. Fortsætter I med at bruge Zilo efter ændringen, gælder de nye betingelser. Vil I ikke acceptere dem, kan I opsige efter punkt 7.
11. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret. Kan en tvist ikke løses i mindelighed, afgøres den ved Zilos hjemting.
12. Kontakt
Passioness ApS · Jakob Dannefærds Vej 14, 1973 Frederiksberg · CVR 46510569 · hej@zilo.dk